Livet fortsætter bare
I 2001 blev Anne-Christines mor myrdet. I lang tid efter kæmpede hun med vreden, sorgen og følelsen af uretfærdighed over at miste sin mor for tidligt. Efter flere år lærte hun, at der nogle gange ikke er plads til tilgivelse.
Af Jens Haag og Simon Ravn
Aarhus, 2001
Den dag tager hun telefonen med det samme. Det gjorde hun dengang.
Den torsdag havde Anne-Christine pjækket fra spanskundervisningen på universitet.
Der er halloween-fest i Fredagsbaren dagen efter. Hun er en del af bestyrelsen. Hun har set frem til festen i lang tid. Hun har store planer for sit kostume, hovedløs dame. Hun sidder med hønsenet i stuen og forsøger at forme det til en slags hovedbeklædning, da telefonen ringer.
”Kan du komme herhjem? Jeg skal fortælle dig noget,” siger Malou, hendes søster, i den anden ende.
Der er noget med tonen. Anne-Christine stiller ingen spørgsmål.
Hun lader hønsenet være hønsenet, og tager bussen ned til Frederiksbjerg.
Busturen tager tyve minutter. Hun har kørt den mange gange før, men noget føles anderledes denne gang. Ildevarslende. Hun bliver nervøs.
”Lad der ikke være sket noget med mor eller far,” tænker hun igen og igen, det bliver til et mantra.
”Hvis det skal være, så lad det være oldefar,” tænker hun og fortryder det med det samme. Hun står af, går ind i opgangen, op til Malou.
”Mor er død,” siger hendes søster og Anne-Christine synker sammen i entreen, og husker ikke hvordan de får hende indenfor.
Den 26. Oktober, 2001 blev Ellen-Johanne Tandrup myrdet af Uffe Hove, lederen af den såkaldte “Emenkaya”-sekt, som Ellen-Johanne også var medlem af.
Hun havde nogle år tilbage været i en bilulykke i Indien, hvor et piskesmæld i nakken bragte underbevidste minder fra barndommen tilbage. Det kastede hende ud i en eksistentiel krise, der kulminerede i at blive medlem af sekten.
Sekten bestod af et par kollektiver i Randers-området, hvor den - åbenbart- karismatiske Uffe Hove manipulerede kvinder.
Uffe Hove tvang medlemmerne til at deltage i sadomasochistiske lege. En af disse "lege" slog Ellen-Johanne Tandrup ihjel. Hove var desuden i besiddelse af børneporno.
Mordet og sekten bliver dækket ekstensivt i medierne. Det er en sensationel og blodig sag. Uffe Hove fik syv års fængsel.
Intet af dette ved Anne-Christine eller Malou. De tror stadig, at deres mor er blevet overfaldet tilfældigt på gaden.
Anne-Christines tanker er et sort rod. Hun prøver at forstå det. Det lykkes ikke.
”Hvordan skete det?” hører hun sig selv sige, det lyder uvirkeligt. Det føles som noget man siger i en film, ikke noget virkelige mennesker gør.
”Et overfald,” siger hendes søster. Men hun ved ikke så meget. Politiet holder oplysningerne igen, de efterforsker stadig.
Deres mor, Ellen-Johanne Tandrup døde af en hjerneblødning, ved de. Hendes bofæller siger hun gik ud om aftenen og kom tilbage slemt tilredt, men bare ville sove.
Hun var død næste morgen.
Anne-Christine og Malou skiftes til at tale og græde. Sige at de ikke forstår og trøste hinanden.
Deres far kommer kørende fra Silkeborg.
”Hvis nogen ringer, så tager jeg mig af det. Politi, presse, familie,” siger han.
De lever i en boble i Malous lejlighed på Frederiksbjerg.
Hverdagen er sat ud af funktion, mens de græder og taler og suger nye oplysninger til sig.
Med undtagelse af Malous etårige datter, Clara, der ikke forstår alvoren eller tragedien.
Hun vælter rundt og griner og græder, skal skiftes og have mad. I hende fortsætter virkeligheden ufortrødent, selvom den for Anne-Christine er splintret og ukendelig.
Hun sover hos sin kæreste, Rico, om natten og vender tilbage til sin søsters lejlighed dagen efter. Der fortsætter den uvirkelige virkelighed.
Politiet anholder Uffe Hove, som deres mor boede sammen med.
De har hele tiden haft mistanke til ham, siger de. De er meget skånsomme med oplysningerne, passer på hvad de siger til familien.
De må vide mere. De går på nettet, prøver at regne ud hvad der er sket, hvordan det kunne lade sig gøre.
De læser at Uffe Hove har tæsket Ellen natten til torsdag. Hun var død næste morgen. Han og de andre bofæller har løjet om det.
Randers, 1998
Anne-Christine sidder ved et køkkenbord i en villa i Randers. Hun er på besøg hos sin mor i hendes kollektiv. På vej ud ad døren har hendes mor insisteret på, at hun skal have noget at spise.
Ellen-Johanne, Anne-Christines mor, står overfor hende, med ryggen til et vindue ud mod villavejen. Hun lytter interesseret til sin datter. Hun var altid interesseret, sådan husker Anne-Christine hende. Ellen-Johanne er gymnasielærer, hun interesserer sig brændende for sit fag, religion, og lige så meget for sine elever.
Ind imellem bidder af rugbrød med leverpostej og agurk, fortæller Anne-Christine om sit band, Souldiers og om planerne om at tage til Mexico. Uanset hvad det var, kigger Ellen-Johanne på hende mens hun taler.
Huset ligner et småflippet hippiekollektiv. På væggene hænger moderne kunst i spraglede pangfarver. Det meste er malet af Uffe Hove. Anne-Christines mor taler begejstret om ham.
Anne-Christine har ikke selv nogen stor fidus til ham. De få gange hun har set ham, på sin mors arbejdsplads for eksempel, har han virket flyvsk og arrogant. Hun synes han ligner en, med meget høje tanker om sig selv.
Mens Anne-Christine taler med sin mor, kommer Hove ind i køkkenet. Hun ser ham ud af øjenkrogen, og skal til at vende sig om. Bagfra lægger han en hånd på hendes pande, og en hånd på hendes baghoved. Han messer en hilsen. Anne-Christine kigger på sin mor, søgende efter et skævt smil eller en diskret rullen med øjnene. Hendes mor smiler bare stort til hende.
Aarhus, 2001
Anne-Christine finder et forum hvor hendes mors tidligere elever skriver sammen.
“Har I set det her?” skriver de og linker til en BT artikel.
De tidligere elever spekulerer, laver teorier, taler fascineret om det. Anne-Christine kan næsten ikke have det i sig, både debatten og artiklerne.
De finder en artikel og læser at deres mor havde fået tatoveret “Slavetøs” på armen.
Hendes søster får nok.
“Jeg vil ikke læse det. Du må gerne, men jeg vil ikke høre om det. Jeg kan ikke holde det ud,” siger hun.
Ellen-Johanne Tandrup, mor til Anne-Christine Tandrup. PRIVAT FOTO.
Aarhus, November 2001
Kollektivet ”Hawaii” holder fest. Kollektivet holder altid en stor fest en gang om året. Det er en temafest, temaet er ”hat og briller”. Udenfor er det koldt, mørkt, efterår. Men indenfor er der varmt.
Det er lidt under to uger siden, at Anne-Christines mor blev taget fra hende. Hun er ikke begravet endnu.
Anne-Christine tænker over det, mens hun sidder til forfesten. Hendes ven fremviser en t-shirt, påtegnet en hat og briller, for at følge temaet, tænker Anne-Christine over det. Kan man overhovedet tillade sig at feste nu? Bør man ikke sørge?
Men det ville være rart at komme lidt ud. At fjerne sig fra virkeligheden i et par timer. Så nu er Anne-Christine, og hendes kæreste Rico og deres venner afsted. De skal ud for at feste og lege at alting er normalt.
Svensk pop-rock kører ud af højtalere, mens tomme flasker bliver stillet fra sig. Og alting føles på overfladen normalt og almindeligt, og stadig forvirrende og underligt. En af Ricos venner, Toke, giver Anne-Christine et halvt, sidelæns kram. Hun holder sig lidt sammen med sine venner og kæreste. Alting er lidt råt.
Rico screener folk. Han agerer sikkerhedsvagt, der lige informerer folk om, at de skal være påpasselige. Han siger ikke til nogen, hvad der er sket. Han giver ikke ordre. Men et blidt peg, om at du må gerne sige hej, men vent lige med de tunge spørgsmål.
Det er to uger siden.
Anne-Christine kan ikke huske, nøjagtigt hvad der skete. Hun kan huske, at hun syntes nogen opførte sig ubehageligt overfor Rico. Måske var det en misforståelse, men hun bliver vred. Hun tager fat i fyren. Siger at han skal lade Rico være. Men det bliver glattet ud. Hun er måske en smule følsom lige nu.
Det er to uger siden.
På vej ud af døren, efter et par timer, der føltes en smule som almindelige, møder de en af Anne-Christines gamle gymnasievenner. Han smiler, og spørger hvordan det går, hvad hun går og laver. De står ved dørkarmen. Ikke fanget, men indrammet af den åbne dør.
Jeg læser spansk, siger hun og mærker helt dybt at hun ikke orker at fortælle mere. Hun kan ikke forklare det lige nu.
Resten må du tale med hende om, siger Anne-Christine og gestikulerer mod en veninde inde ved festen.
Det var som om, at der ikke var andet at fortælle.
Det var rart at føle hverdagen. Men det er ikke hverdagen længere.
De går. Det er to uger siden.
Ellen-Johanne og Anne-Christine ved Anne-Christines konfirmation. PRIVAT FOTO.
Aarhus, tre uger efter
De mødes med præsten for at arrangere begravelsen. Alting føles stadig uvirkeligt, som om det sker for nogen andre. Men begravelsen skal arrangeres.
Det er blevet udskudt to uger på grund af obduktionen.
De taler med stenhuggeren, der skal lave gravstenen. Den skal være helt enkel, bliver de enige om, bare Ellen-Johannes navn og fødselsdato og dødsdagen.
Der skal stå “Vi elsker dig” nederst.
Anne-Christine kommer pludselig i tanke om engang hun havde været til kor. Hun kom hjem til sin mor, og nævnte de havde sunget “Blomstre som en rosengård.”
“Jeg elsker den salme. Jeg vil gerne have den sunget til min begravelse,” havde hendes mor sagt, Anne-Christine havde glemt alt om det, men nu dukker det op igen, helt klart og tydeligt.
For første gang siden den torsdag føles noget rigtigt. Alting er stadig grufuldt og ufatteligt, men da de finder stedet på Nordre Kirkegård med havudsigten midt imellem træerne ved de det er rigtigt. En lille smule lys.
Aarhus 2001, en anden dag i november
Rico er ude at drikke med vennerne.
Han ringer til Anne-Christine, han er på vej for at tage bussen.
Men han kommer ikke. Hun ved den sidste bus er gået. Hun ringer til ham, men den går direkte på telefonsvaren.
Hun ringer til Martin, som Rico var hjemme ved.
“Er Rico kommet tilbage? Er han faldet i søvn?” Hun gør sig umage for at lyde så normal som muligt, sørge for at hendes stemme ikke afslører nogen form for panik.
“Nej, han gik da han ringede til dig, han bliver lidt tåget når han drikker. Han er der sikkert snart,” prøver Martin at berolige hende.
Hun lægger på. Hendes hoved er fyldt med sorte anelser. Er han løbet ud foran en bil? Hun har svært ved at trække vejret.
Hun ringer til sin far og han tilbyder at komme ned. Han skal bare lige låne en bil. Men så kommer Rico storsmilende ind af døren. Han var faldet i søvn i bussen og kørt for langt. Nu han havde fået et lift tilbage.
Batteriet var rystet løs i telefonen, det var derfor han ikke svarede.
Hendes panik forsvinder lige så hurtigt som den kom. Hun bliver pinlig over at have sat sin far i gang klokken et om natten for ingenting.
Hun fortæller sig selv at der ikke er noget at være bange for.
Anne-Christine og hendes mor til julefrokost PRIVAT FOTO.
Aarhus, sommeren 2002
Hun har læst om Uffe Hove i nyhederne, men kun engang i mellem. Hun bliver vred på en måde hun ikke kan styre. Hun får lyst til at tage hævn over ham, eller i det mindste genvinde en eller anden form for kontrol.
Hun vil med til retssagen mod ham, siger hun en dag til sin søster.
“Det er ikke nogen god idé,” siger Malou varsomt.
“Hvorfor ikke?” spørger Anne-Christine.
“Fordi du ikke får det, du gerne vil have. Han kommer ikke til at skamme sig. Han bliver ikke ydmyget. Du bliver bare ked af det.”
Hun ender med ikke at tage til retssagen.
Latinerkvarteret, 12. februar 2004, morgen
Anne-Christine møder ind på RizRaz, hvor hun arbejder som tjener. Hendes studie faldt fra hinanden, det var umuligt at koncentrere sig om den spanske litteratur.
Hun gør klar til dagens gæster og tørrer borde af.
Hun henter aviserne.
Der er han, i BT.
"Sex-misbrugt pige gift med sekt-leder"
Uffe Hove har fået udgangstilladelse for at gifte sig med et sektmedlems datter.
Anne-Christine fyldes af raseri. Hun kan ikke have det i sig, kan ikke rumme det. Avisen smider hun ud.
Hvis nogen spørger, kom BT ikke i dag.
Ellen-Johanne Tandrup, med Anne-Christine som lille PRIVAT FOTO.
Frederiksbjerg, 2005
Anne-Christine har sat sig i haven. Det er et aflukket græsareal ved hendes lejlighed i Frederiksbjerg. Det er sommeren 2005, fire år efter hendes mors død. Solen skinner.
Hun er tilbage på spanskstudiet og skal læse til eksamen. Hun har aldrig kunne finde ud af at læse op i solen. Det er som om tankerne bevæger sig mere frit når der er varmt, som om solen signalerer at arbejdet allerede er ovre. Som hun sidder der, strøer hendes tanker sig omkring som sandkorn i vinden. Men de kredser sig mere og mere om et enkelt fokuspunkt. Uffe Hove. Hendes mors morder.
Med tiden bliver ansigter fra fortiden sat i en rodeskuffe i hovedet. Uffe Hoves ansigt ligger i den skuffe. Noget vagt og udflydende bagerst i sindet. Mens Anne-Christine sidder i solen, alene i haven, kommer Hoves ansigt frem. Det er sjældnere end før, men når tanken kommer, er det med en brændende intensitet. Hoves arrogance, hans følelse af overlegenhed kommer over Anne-Christine.
Hun mærker inden i sig, vreden, der gør al anden tanke umuligt. Hun tænker, at det skal hun ikke gå rundt med. Det kan ikke være indeni. Anne-Christine tager det linjerede papir, der egentligt skulle have været noter om argentinsk litteratur. Og hun skriver et brev. Til Uffe Hove.
”Jeg hader dig” starter det. Hun skriver med vilje ikke ”kære Uffe”. Hun skriver, for at såre hans overlegenhed. Den arrogance, der har ladet ham tro, at han har ret til at have magt over andre mennesker. Hvorfor fortjener han magt?
Anne-Christine skriver at hun aldrig vil tilgive ham, at han er ussel og latterlig. Hun skriver, at hun ville ønske at han aldrig havde eksisteret. Hun kan ikke få sig selv til, at ønske at han var død. Du skal ikke ønske død over nogen. Man kan ikke hævne drab, ved at slå andre ihjel. Det mener Anne-Christine stadig.
I solen flyder det ud af hende. Hun skriver ikke i lang tid, det er som om, det er noget der har været i hende længe. Ligesom Hoves ansigt, noget der har ligget i bagenden af sindet. Ledninger i en skuffe, der bare skal rettes ud, for at de giver mening.
Da hun har skrevet brevet, folder hun det sammen, og lægger det bagi en plastiklomme. Og vender tilbage til hvad hun skulle. Meget typisk for, hvordan hun håndterede det. Vreden dukker op ud af det blå, hun brænder sig. Så kommer hun ud med det, og vender tilbage til hvad hun skulle. Det hjælper ikke, at vende tilbage til det, at læse det igennem, analysere og se indad og tænke ”hvordan får det mig til at føle, hvorfor tænker jeg sådan.” Man slukker en flamme, ved at nægte den ilt. Resten tager tid.
Aarhus, Paradisgade, 2010erne
“Uffe Hove er død,” siger Rico en dag.
Han har hørt det fra sin lillebror, som har læst det i Se og Hør.
Anne-Christine kan ikke mærke noget. Måske en lille tilfredsstillelse. Da hun var yngre så hun sig selv tage hævn over ham, ligesom i Kill Bill, hugge hovedet af ham, få oprejsning for det han gjorde mod hende.
Men livet føles ikke som en film længere, hverken en tragisk dramaserie eller en actionfilm.
Hun har fået tvillinger, hendes børn fylder meget mere, ligesom dengang med Clara i lejligheden. De skal mades og skiftes og passes, det kan ikke være anderledes og det er godt. Hun tager ikke telefonen med det samme længere, det er der ikke tid til.
Da de flyttede ind, lagde hun mærke til at deres hus er lige midt imellem en der hedder Uffe og en der hedder Hove, men det har slet ikke fyldt siden. Johnny og Uffe er bare helt normale naboer.
Uffe Hove er død, men hans magt over hende var allerede forsvundet.